indskydergaranti

Garantiformuen giver dig øget sikkerhed

Som kunde (indskyder) i kompasbank er du omfattet af den danske garantiordning Garantiformuen, som tidligere hed Indskydergarantifonden. Garantiordningen dækker ikke indlån over 100.000 euro svarende til ca. 750.000 kr.

Hvad er Garantiformuen?

Formålet med Garantiformuen er at yde dækning til indskydere i pengeinstitutter omfattet af Garantiformuen, hvis de bliver taget under rekonstruktions- eller konkursbehandling. Ordningen administreres af Finansiel Stabilitet.

Hvordan opgøres beløbet?

Garantiformuens dækning opgøres som kundens samlede indlån, med fradrag af kundens forfaldne gæld over for pengeinstituttet. Det betyder, at der kun sker fradrag for gæld, der er helt eller delvis forfalden.Garantiordningen dækker en kundes samlede indlån med op til 100.000 euro svarende til ca. 750.000 kr. Indskud over denne grænse dækkes som udgangspunkt ikke af Garantiformuen.

Særlig dækning

Der er nogle indskud, som er dækket med mere end den almindelige dækning på 100.000 euro. Det drejer sig om:

  • Garantiformuen dækker indskud, som i henhold til lov har et socialt formål, og som er knyttet til særlige begivenheder eller hændelser i en indskyders liv, så som en indskyders ægteskab, skilsmisse, afskedigelse, invaliditet eller dødsfald. Også indskud, der stammer fra erstatning eller godtgørelse i henhold til lov, eller som følger af skader forvoldt ved kriminalitet eller fejlagtig domfældelse, er dækket. Disse indskud dækkes med op til 150.000 euro (ca. 1.125.000 kr.) indtil 6 måneder efter beløbet blev indsat,

  • Indskud som følge af transaktioner med fast ejendom, der hovedsageligt har været brugt til andre formål end erhvervsmæssige, f.eks. deponering af købesum ved salg af fast ejendom og provenu fra realkreditlån, dækkes op til 10 mio. euro (ca. 75 mio. kr.) i op til 12 måneder fra beløbet blev indsat.

Hvad dækker Garantiformuen ikke?

Garantiformuen dækker ikke:

  • Garantitilsagn, checks, værdipapirer, kapitalbeviser og obligationer udstedt af det pengeinstitut, der er taget under konkurs eller rekonstruktionsbehandling, Indskud fra visse indskydere, f.eks. andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter, finansieringsselskaber, forsikringsselskaber og offentlige myndigheder

  • Indskud, kontante midler og finansielle instrumenter, som hidrører fra transaktioner i forbindelse med hvilke, der er blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge

  • Indskud og kontante midler, hvis indehaver aldrig er blevet identificeret

Hvad skal du gøre for at søge dækning?

Umiddelbart efter pengeinstituttets konkurs vil du modtage orientering om konkursen, og hurtigst muligt derefter vil du modtage en oversigt over dit samlede mellemværende med pengeinstituttet og en vejledning om, hvad du skal gøre.

Læs mere om Garantiformuen her: Om Garantiformuen

Læs også Oplysningsskema – Grundlæggende oplysninger om beskyttelse af indskud